Foreningen af Danske Psykoterapeuter hilser den nye regerings ambitioner velkommen – og peger på den sundhedsfremmende indsats!
Det nye regeringsgrundlag signalerer en vilje til at se sundhed som mere end fravær af sygdom. Med vægt på sammenhæng, fællesskab og hele menneskets livssituation. Det er en retning, Foreningen af Danske Psykoterapeuter, FaDP anerkender og vil holde regeringen op på. “Det er gode intentioner. Men de bliver først til virkelighed, når der også følger konkret adgang og finansiering med til de faggrupper, der arbejder med mental sundhed, ikke kun som behandling, men som sundhedsfremme,” siger Michael Molin, formand for Foreningen af Danske Psykoterapeuter.
Sundhedsfremme, ikke kun forebyggelse Der er en afgørende forskel mellem at forebygge mistrivsel og at fremme sundhed. Forebyggelse handler om at gribe ind, før noget går galt. Sundhedsfremme handler om at styrke det, der holder mennesker i fællesskaber: evnen til at indgå i relationer, til at høre til, til at navigere livets uundgåelige kriser uden at blive isoleret. Det er her, psykoterapi har sin dybeste berettigelse, ikke kun som et tilbud til mennesker, der allerede mistrives. Men som en ressource der styrker menneskers forbundethed med sig selv, med andre og med de fællesskaber, de er en del af.
Hvis logikken gælder tænder, må den også gælde mental sundhed Statsministeren sagde det selv ved præsentationen af regeringsgrundlaget: hun tror ikke, der er nogen, der rigtig kan forklare sundhedspolitisk, hvorfor man kan gå til sin praktiserende læge uden at betale, men skal betale rigtig meget, når man går til tandlæge. Derfor er vederlagsfri tandpleje for alle nu en langsigtet vision i regeringsgrundlaget, med indfasning fra 2027. FaDP er enig i den logik. Vi spørger bare: hvorfor stopper den ved tænderne?
I dag er adgangen til kvalificeret psykoterapi ulige, tilfældig og oftest betinget af at mennesker enten allerede er i krise – eller har råd til at betale selv. REG.psykoterapeuter arbejder allerede i kommuner, skoler, familierådgivninger og private praksisser. Fagligheden er der. Den virker. Men den har ikke en formel plads i sundhedssystemet, og det betyder, at det i praksis er økonomi og postnummer der afgør, hvem der får hjælp. Hvis ingen sundhedspolitisk kan forklare, hvorfor tænder og krop behandles forskelligt. Hvordan kan det så forklares, hvorfor mental sundhed stadig skal være et spørgsmål om privat finansiering?
Det vi bringer FaDP’s medlemmer er uddannet til at arbejde med hele menneskets livssituation: relationelt, kontekstuelt og med blik for de vilkår, der former og baner vejen for trivsel. Det er en faglighed, der kan rumme kompleksitet uden at reducere den. Hvis ambitionerne om en ny familiepakke og en sammenhængende indsats for børn, unge og familier skal lykkes, kræver det fagfolk, der arbejder med relationer og fællesskaber – ikke kun med symptomer og forløb. Vores opfordring FaDP opfordrer den nye sundhedsminister til at sikre, at psykoterapeutiske indsatser får en tydelig og formel plads i den sundhedsfremmende indsats, og i den familiepakke, regeringen har bebudet.
“Regeringen har forstået, at tandsundhed ikke må afhænge af indkomst. Vi venter på, at den samme forståelse rammer mental sundhed. Vi står klar med en faglighed, der styrker menneskers evne til at være i fællesskab og i livet. Spørgsmålet er, om regeringen er klar til at give den en plads,” siger Michael Molin.